Måske verdens mest ekstreme MTB-løb

af Esben H. Kronborg, vinder af offroadfinnmark700 2013

Indtrykkene er næsten uoverskuelige, og jeg har lovet min fantastiske hustru og kollega, at jeg vil gøre dette relativt kort. Det bliver dog svært - Finnmarken er alt for uendelig og indtrykkene for mange.

Jeg vil forsøge at give et indtryk af min deltagelse i Off Road Finnmark 700 2013 sammen med en sejlivet og fantastisk viking, Erik Skovgaard Knudsen. Test af udstyr og mere detaljerede beskrivelser bliver måske beskrevet senere hen. Lige nu er dette sekundært i forhold til den oplevelse dette vanvittige løb har givet os.

Forestil dig Finnmarkens uendelige landskab med 400 millioner år gamle fjelde oplyst døgnet rundt af midnatssolen, der kun kortvarigt forsvinder under horisonten. På afstand ser landskabet meget goldt ud, men helt tæt på åbner der sig en verden af liv, der har travlt med at udnytte den korte sommer inden vinteren igen overtager ødemarken. Over alt spejles himlen i de utallige søer, der ofte omkranses af kæmpe vådområder dækket af lav, lysegrøn bevoksning.
Gennem dette mægtige landskab kæmper mtb-ryttere i par sig frem. Ikke bare i et par timer, men i mellem to og tre døgn - eller mere. Det ene øjeblik i høj fart over toppe via let stenede spor skabt af ATV'ernes arbejdskørsel på vidderne, det andet øjeblik hårdt kæmpende i lavningerne gennem bundløst mudder eller til fods gennem en glasklar elv.

Løbet i sin enkelhed

Offroadfinnmark 700 og for den sags skyld også den kortere version på 300 km er et meget usædvanligt koncept, der har sine rødder i hundeslædeløbet i samme område. Rytterne sendes afsted fra Nordlysbyen Alta og forude venter der een lang rundstrækning, som deltagerne har på GPS. Undervejs er der en række checkpunkter, hvoraf det på tre af disse er obligatorisk og helt sikkert tiltrængt at blive i 3 timer. Ellers er det bare om at holde så høj hastighed som muligt og begrænse tiden på de øvrige checkpunkter. Tiden stopper først, når mållinjen krydses 700 km senere i Altas gågade - i øvrigt til den varmeste velkomst fra de mange lokale tilskuere, man kan forestille sig. I dette løb er alle, der gennemfører, vindere!

Tre ting, du kan regne med

Der er mange ubekendte faktorer i dette løb: terræn, vejr, defekter, skader osv. kan lynhurtigt tilføje rytteren nye udfordringer. Nogle ting er dog helt sikre i dette løb, der egentlig er meget mere end blot et mtb-løb. For det første: Du vil blive mere træt og slidt end du sandsynligvis nogensinde før har været, og du vil blive tvunget til at grave dybere efter energi og motivation end du troede, var muligt. For det andet: Kontrasten mellem Finnmarkens øde, barske og uendelige udfordringer og lokalbefolkningens oprigtige gæstfrihed og overvældende interesse for løbet og din deltagelse vil overmande dig og lege med dine følelser for dette sted så langt mod nord, at du aldrig kommer til at slippe det igen. For det tredje: Kommer du igennem, uanset placering, så har du vundet en sportslig sejr, der giver associationer til forsvundne manddomsprøvers udfordringer og efterfølgende anseelse.

2 x Offroad Finnmark 700

Offroad Finnmark 700 er en holdkonkurrence for hold a to eller tre personer. I 2009 prøvekørte jeg uden for konkurrencen dette vanvittige løb som solorytter. Jeg søgte efter en ekstrem udfordring og løbsledelsen ville gerne have testet en eventuel fremtidig soloklasse. Oplevelsen var helt utrolig og har ikke siden sluppet mig, men vi blev enige om, at det fremover vil være uansvarligt at have en soloklasse i dette løb. Konsekvenserne er simpelthen for alvorlige. Derfor er og bliver jeg i følge daglig leder Jørund Greibrokk den eneste solorytter i dette løb. Min deltagelse fangede dog Erik Skovgaard Knudsens interesse, og det har med jævne mellemrum været drøftet, om ikke vi skulle danne team i dette løb. I starten af 2013 er Erik en tur i Slettestrand og han spørger næsten lidt henkastet, om ikke det skal være i år. Denne slags beslutninger burde kræve nøje overvejelser, men efter noget der minder en om et impulsindkøb i supermarkedet er det bestemt, at i år skal det være, og vi skal ikke bare deltage, vi skal vinde - eller vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at trække en sejr hjem. Eriks imponerende kampmoral og seriøsitet virkede som en katalysator for den fornemmelse af, at jeg tilbage i 2009 ikke rigtig havde gjort det færdigt. Jeg deltog jo uden for konkurrence og kørte dengang mere imod mig selv, hvilket på det tidspunkt var det helt rigtige at gøre. Efterfølgende har jeg dog ofte tænkt på, hvordan jeg den gang kunne have klaret mig i konkurrencen, hvis jeg havde kørt sammen med en makker og med konkurrenceelementet tættere på kroppen.

Den perfekte makker

 

I mine øje er Erik en af de mest komplette og stærke amatør mtb-ryttere. Få personer rummer både styrke, psyke, erfaring og køretekniske færdigheder på dette niveau. Jeg anser mig selv som en mtb-rytter med gode tekniske færdigheder og mine over 20 år på mountainbike har givet mig en god slidstyrke og erfaring. Jeg er desuden en slider, der helt sikkert vil blive ved om jeg så bogstaveligt skal kravle i mål. Men en ting er, at man har viljen. I konkurrencer skal styrken også være der og gennem hele forberedelsen har mit fokus ligget på at forberede mig dels så godt som muligt på at køre så økonomisk som muligt i det terræn, jeg fra 2009 kender ret godt, dels på at blive hurtigere på de stræk, hvor jeg ved, at Erik er væsentligt stærkere. Med andre ord, så skulle Finnmarken ikke få lov til at knække mig og Erik skulle ikke blive tvunget til at vente mere på mig, end hvad der er uundgåeligt i al holdsport, hvor der kæmpes mod uret. Træningen i over et halvt år har på grund af udfordringen været helt og aldeles fokuseret på udfordringen i nord. Jeg har kørt andre løb, da det er en god måde at teste niveauet på, men jeg har ikke prioriteret disse løb. Således kan jeg sagtens have rundet 25-30 timer i uger med danske liga-løb. Min fordel og udfordring ligger i, at jeg kan medregne en del af min arbejdskørsel som MTB-instruktør som træning. Da en væsentlig del af min arbejdstid foregår på cyklen kan timerne let løbe op, hvilket er en fordel i forhold til at vænne sig til de mange timer i sadlen, men også en stor udfordring for den mere kvalitative træning. Det handler dog altid om at få det bedst mulige ud af de rammer, man har, uden at det går ud over de virkelig vigtige ting i tilværelsen; underforstået min fantastiske hustru og vores to drenge på et og tre år.

Verdens længste døgn

Før starten satsede Erik og jeg på kort efter start at sidde med på en sektion med en del singletrack. Vi ville ikke sænkes af andres eventuelle kørefejl, men omvendt ville vi heller ikke brænde for meget krudt af så tidligt i løbet. Lidt følgeskab af andre, fx Christian Gammelgård og Per Thomsen fra Cycling Nord / Aalborg mtb-udlejning ville desuden være fint på nogle af grusvejsstrækkene væk fra Alta efter startloopet på lidt over to timer. En plan holder dog sjældent meget længere end til startskuddet og da vi kort efter starten sultne på de mange kilometre lagde os i front på single track'en, opstod der et hul bag os. Måske vi allerede her havde glemt vores lidt defensive plan. Herfra kørte vi alene indtil vi 2 dage5 timer og 35 minutter senere kunne køre i mål. Da vi startede regnede vi med, ligesom arrangørerne, at vi skulle bruge tæt på tre dage på strækningen, men det endte med at gå lidt hurtigere. Vi fik meldinger undervejs, som indikerede, at vi skabte et meget stort hul til konkurrenterne og halvvejs i løbet talte vi om, at vi godt kunne sætte tempoet lidt ned, uden at risikere vores placering. Det holdt dog aldrig længere end et par minutter, for Offroad Finnmark handler ikke kun om konkurrencen, det handler i lige så høj grad om den indre konkurrence, hvor det for den enkelte handler om at klare det så godt som muligt og nå hele vejen til mål.

Ellers talte vi ikke meget sammen. Det begrænsede sig stort set til nogle få anerkende kommentarer med nogle timers mellemrum. Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville gennemføre uanset hvad og at målet var at indtage det øverste trin på podiet. Denne målsætning blev aldrig overvejet undervejs, hvilket nok er en af årsagerne til det fornuftige og stabile tempo, vi har formået at holde. En anden årsag er vores utrolige lighed i det ekstreme terræn, hvor der hele tiden skal arbejdes fokuseret på at vinde fart og flow uden at det koster for meget energi. På de relativt begrænsede strækninger på vej, ca 5% af strækningen, viste Erik imponerende styrke og jeg var glad for de timer, jeg i træningen har brugt på hometraineren og Annika Langvads gamle enkeltstartcykel, som Principia stilte til min rådighed. Det gjorde mig i stand til at holde hjul, lukke småhuller og på et enkelt delstræk på "den uendelige grusvej" på vej til Kautokeino at tage nogle fornuftige føringer. Det skal ikke lyde som om, at de små 700 km var en let tur for os. Vi kæmpede med kramper, ekstrem træthed, hvor man må slå sig selv i ansigtet for at holde sig vågen og både ledsmerter og gener forvoldt af de mange timer i sadlen. Fordøjelsen slår ind i mellem nogle knuder, der gør indtaget af føde til en kamp. Mentalt har man selvfølgelig også både op og nedture. Men ingen af disse ting kom som en overraskelse for os og da der ikke er tale om overraskelser, har vi kunnet forberede os på det i vores træning. Utroligt mange gange under træningen har jeg mindet mig selv om, hvor ondt det kommer til at gøre, hvor slidt jeg bliver og hvor håbløst de uendelige kilometre kan synes, når man til fods finder vej igennem en uvejsom passage.

Jeg vil påstå, at uanset hvor godt forberedt man er, vil alle deltagere i dette løb opleve at blive presset ud over kendte grænser. Løbets form kombineret med rammerne er ubarmhjertige og til tider uoverskuelige. En ting er selv at komme i mål og opleve kontrasten mellem ødemarken og den varmeste velkomst fra en hel lokalbefolkning og senere hen folk, der har fulgt med på stor afstand. Det er klart, at dette er noget helt specielt. Men det er også noget helt specielt at være med til at tage imod andre deltagere, da det hos de fleste er ret tydeligt, at man på de slidsomme kilometre, flere gange bliver presset ud over kanten og opslidende må kæmpe sig vej tilbage igen. Man er fanget på en streg på GPS-en og der er kun en vej ud derfra, men den kan synes uendelig lang, når tiden står stille under verdens længste døgn.